Backgammon regler

 
05-04-2009
Spil

Spillet spilles på et bræt med 24 spidser, fordelt på 4 kvadranter. Disse nummereres ofte fra 24 til 1, for den ene spiller med uret startende i fjerneste højre hjørne, og for den anden spiller med uret startende i fjerneste venstre kvadrant. Spidserne 1-6 kaldes spillerens "hjemland", "indre hjemland" eller blot "hjem", mens 7-12 kaldes det "ydre hjemland" eller "ydre land". 13-18 er modstanderens ydre land og 19-24 er modstanderens hjemland.

Hver spiller starter med 15 brikker i een farve. Brikkerne kan, udover på spidserne, befinde sig uden for brættet ("taget af"), eller på den lodrette skillelinje mellem kvadranterne ("baren" eller "gærdet").

Målet er at få spillet alle sine brikker til sit hjemland, derefter at få dem taget af brættet. Den der først når dette, har vundet.

Opstilling og åbningsrullet

Hver spiller starter med

* 2 brikker på spids nummer 24
* 5 brikker på spids nummer 13
* 3 brikker på spids nummer 8
* 5 brikker på spids nummer 6

Ved spillets begyndelse kaster hver spiller én terning; den der slår højest begynder med det slag de to terninger viser. Ved lige antal øjne slås om, indtil terningerne viser forskelligt.


Trækkene

Efter åbningsslaget skiftes spillerne til at slå med to terninger, og om muligt flytte en eller flere brikker. Først flyttes en brik så mange felter frem som en af terningerne viser, derefter flyttes en brik (eventuelt den samme) ifølge den anden terning.

Brikkerne flyttes altid fra højere numre til lavere. Da spidserne er forskelligt nummererede for de to spillere, flytter de modsatrettet af hinanden.

Hvis en spiller slår det samme med begge terninger (et såkaldt dobbeltslag eller passlag), må han flytte i alt 4 x dette antal øjne.

F.eks. slår han 2 + 2, og han må nu trække ikke 2 + 2, men 2 + 2 + 2 + 2 felter frem. Fx 1 brik 8 felter eller 2 brikker hver 4 felter eller 1 brik 6 felter og 1 (anden) 2 felter, tilsammen 8 felter.

Lander en brik hvor der står præcis een af modstanderens brikker, bliver denne "slået hjem", og anbringes på gærdet. Modstanderen sakl nu bringe denne brik i spil, før han må flytte med sine øvrige brikker. Dette gøres ved at flytte, som om brikken stod på en imaginær spids 25 - og brikken kan således med een terning flyttes til spidserne 19-24.

En brik kan ikke lande på en spids, hvor der står to eller flere af modstanderens brikker - spidsen siges at være blokeret. En stor del af spillets strategi går ud på således at undgå at blive slået hjem, og samtidig blokere for modpartens brikker.


Udtagning og gevinst

Når en spiller har fået alle sine brikker samlet på spidserne 1-6, kan han bruge terningslagene til at tage en brik "ud" fra en spids der svarer til det terningen viser. Har han ingen brikker på spids 6, kan han bruge en 6'er til at tage en brik ud fra spids 5, har han heller ingen brikker på spids 5, kan han bruge 6'ere og 5'ere til at tage en brik ud fra spids 4, osv.

Hvis en spiller får taget alle sine brikker af før sin modstander, har han vundet spillet. Såfremt taberen ikke har taget nogen brikker af, siges vinderen at have vundet (en) "gammon (og taberen er "gået gammon"). Har taberen stadig brikker i vinderens hjemland eller på baren, har vinderen vundet "backgammon" (og taberen er "gået backgammon" eller "gået b.g.")







 
 
Find information om: tips portal Alt om forum guide
(Hovedkategori: Spil)