Aftaleloven fastsætter regler for, hvorledes aftaler indenfor formueretten indgås, herunder regler for anvendelse af fuldmagt.

Aftaleloven daterer sig tilbage til 1917, og er resultatet af et fællesnordisk samarbejde om fastlæggelse af ensartede regler om aftaleindgåelse i Danmark, Norge og Sverige. Reglerne i den nugældende aftalelov er stort set en uændret videreførelse af de oprindelige regler.

En aftale består af to elementer. Et løfte og en accept af løftet. Ved indgåelse af aftaler fastsætter loven følgende procedure:

1. Der fremsættes et tilbud.
* Når tilbuddet er kommet frem, er det bindende.
* Annoncer og tilsvarende opfattes ikke som tilbud, men som opfordring til at give et tilbud.
2. Tilbuddet accepteres.
* Kommer accepten for sent eller er den på anden vis ikke i overensstemmelse med tilbuddet, opfattes den som et nyt tilbud.
* Afslås et tilbud, er tilbudet ikke længere gældende(§ 5).

Man kan således som udgangspunkt ikke passivt indgå en aftale.

En række forhold kan gøre en indgået aftale ugyldig:

* Tvang (§§ 28-29).
* Svig (§ 30).
* Urimelig udnyttelse af vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller afhængighedsforhold (§ 31).
* Forvanskning (§ 31).
* I strid med almindelig hæderlighed eller rimelighed(§§ 33 og 36).

Er aftalen ugyldig, skal den betragtes som ikke indgået.